Jeg er en pige fra 1989, og jeg har altid været dyreglad. Derfor ønskede jeg mig altid et dyr da jeg var lille, men da der er allergi i familien måtte jeg ikke få nogen. I august 1996 var jeg i en fuglepark på Fyn med min farmor, og de havde nogle kaninunger til salg. Efter nogen overtalelse fik jeg endelig overtalt min farmor til at købe en af de små kaninunger. Vi aftalte at hun selv kunne beholde kaninen hvis jeg ikke måtte have den derhjemme. Jeg fik dog lov til at have kaninen hjemme på prøve, og tja, siden dén dag i august har jeg altså haft kaniner. Jeg gav kaninen navnet Druna - hun var en rigtig flot hollænder. I løbet af to år havde jeg ikke længere kun én kanin, men fem. Min kaninbestand har ikke svinget så meget siden 1998, men oftest ligget på de 5-6 stykker.

Jeg har aldrig avlet ret meget på mine tidligere kaniner, men alligevel har der været nogle mere eller mindre planlagte graviditeter hos mine hunner. I dag er kuldene dog planlagte! Der kommer engang imellem kuld. Mine kaniner og de unger, der er til salg, kan ses under "Kaniner" og "Til salg" i menuen.

I løbet af sommeren 2004 flyttede jeg og min familie fra Odense på Fyn til Søften, lidt nord for Århus. Vi fik lavet nogle store og flotte nye bure til kaninerne i mit nye kaninskur.

I august 2004 fik jeg lidt blod på tanden og ved et tilfælde fik jeg kontakt til Jannie fra Birkens opdræt, og derigennem fik jeg anskaffet mig mit første marsvin, Birkens Cassie, også kaldet Cassandra. Jeg tabte mit hjerte til det lille, meget snakkende dyr. Cassandra nåede desværre aldrig at få unger inden hun blev for gammel. Jeg har anskaffet mig en del andre marsvin siden, så hun kunne få lidt selskab. De er alle sammen noget specielt for mig, og jeg nyder meget at have dem gående. Jeg har prøvet at få et par kuld unger, men stoppede igen da jeg havde svært ved at sælge ungerne, og ikke har ekstra indendørsbure de tiloversblevne unger kan være i. Så nu er de fastboende alle blevet kælegrise. :o) Marsvinene kan ses under "Andre dyr" i menuen.

I løbet af årene har jeg også været både i praktik og afløser i nogle pensioner og internater for dyr. Det har altid været for hunde og katte, så derfor har jeg også valgt at starte en pension op for gnavere, da jeg siden 1996 selv har haft mange problemer med at finde folk der kunne passe mine dyr. I januar 2007 blev de nye bure til pensionen bygget. Der kan læses meget mere praktisk information under "Gnaverpension" i menuen.

Udover at have med dyr at gøre blev jeg student i juni 2009 på Favrskov Gymnasium. Jeg har læst til tandplejer på Aarhus Universitet siden september 2010.

 

 

© Totalgnaver.dk v./ Cecilie Larsen     -     Siden ses bedst i IE 1024 x 768     -     Design af KjiDesign